Feeds:
Indlæg
Kommentarer

De 10 bud

Enhver idiot kan gå på cafe, de kloge sidder på biblioteket

Den 19. marts fik jeg mulighed for at høre firmaet Firstmove, der arbejder med trendforskning og nye bevægelser i samfundet. De indhenter deres viden igennem kvalitative interviews med unge og voksne, som firmaet kalder firstmoverne.

Firstmove har 10 bud på hvordan man laver det trendy bibliotek, da de lige nu kan aflæse en trend omkring bibliotekerne, det at bruge biblioteket, låne bøger og have et lånerkort. Budene kan læses nedenfor, og under hvert bud følger også nogle forslag på hvordan man kan sætte de forskellige ting i værk:

De 10 bud:

  1. Knowledge unlimited – Den frie adgang til viden
    • Fx Karrieredag på biblioteket med virksomhedssponsorater
  2. Future learning – Fitness for hjernen
    • Visuel emneorienteret indretning
    • Fx seminar i aktuelt emne: Hvordan kan jeg bruge biblioteket til at blive klog på fx Innovation
  3. Belief learning – På biblioteket finder vi troen på klogskab, viden og hinanden.
    • Dybde og substans
    • Refleksionsrum/meditationsrum
    • Segmenteret service og udbud
  4. Quality learning – Det er kvaliteten der tæller
    • Biblioteks-kvalitetsmærkning
    • Specialisering
    • Michelinsystem m rating.
  5. Instant living
    • Viden/bøger on demand
    • Mp3 m. al relevant information om et emne
    • Helt aktuelle emner, henvisninger
  6. Oplevelsesrum – nye verdener
    • Galleri, undergrundsbutikker, natteliv, events
    • Alternativ belysning
    • Månedens forfatterevent
    • Det multisensoriske bibliotek
    • Totaloplevelser: Alt i ét
  7. Recycle living
    • CO2 neutralt
    • Plant et bibliotek…
    • Fra jord til bord til jord: Hvor kommer bogen fra og hvor forsvinder den hen?
    • Ansvarlighedsprofil
    • Modreaktion på forbrugerisme
  8. Tapas viden
    • Vælge det jeg bedst kan lide
    • 12 årlige temaer med hver sit fokus: mad, kultur, fysik&kemi mv…
    • Forlagene lancerer deres nye bøger på biblioteket
    • Niche-biblioteker
    • Shops in shops
  9. Off living – slow reading
    • Den ro jeg har brug for
    • Mobil-sitters i receptionen
    • Individuelle læserum/kabiner man kan ligge i og slappe af med en bog eller andet
    • Indførsel af en online-politik i biblioteksrummet “Velkommen til offlline-zonen”
  10. Det “inter-lektuelle” fællesskab
    • Det er samværet der gør forskellen
    • Brugerforum hvor man anbefaler bøger
    • Lektiehjælp
    • Donér dine brugte bøger til biblioteket
    • Storytelling mellem generationer
    • Familiearrangementer

Hvad skal VI rykke på?

Vokseværk i maj

Vokseværk i maj

Vokseværk i marts – og denne gang med tema. Jeg synes vi manglede et fast holdepunkt og har derfor indarbejdet et fast månedligt tema.  Formen lyder nu på, at de fremmødte i korte træk fremlægger hvad de har været ude og blive inspirerede af, og derpå diskuterer vi dagens tema udfra punktnedslag fra indlæggene.

Som sagt så gjort… Helle fortalte om børnebibliotekets fokus på mer-samarbejde med Gentofte Ungdomsskole, hvordan eleverne kan lave arrangementer i biblioteksrummet, og om et efterårsarrangement for forældre til unge om alkohol og stoffer.
Et besøg i Roskilde, hvor både Lotte og Jan deltog, gav anledning til flere ideer i vores biblioteker, bl.a. en personale-wiki: en kompetence- og interessekatalog, måske en slags overbygning til poesibogen?

Vi havde en snak om hvordan man kan fortælle den gode historie om selvbetjening. At det giver plads til flere sjove opgaver og færre konflikter med brugerne.  Og hvordan vi kan gøre biblioteksrummet til et salgsrum; skabe en kulturændring. Vi havde ikke umiddelbart nogle færdige løsninger i dagens forum, men var da enige om vigtigheden ved at fortælle de gode historier igen og igen – de er befordrende for forandring og et smil på læben.

I forbindelse med at lave selvbetjening kunne det også være sjovt at lave nogle hurtige bruger-afstemninger, enten i ja/nej-facon eller hurtige spørgsmål som: Hvornår er dit bibliotekstidspunkt?, Hvornår kunne du have lyst til at deltage i arrangementer på biblioteket? Dette kunne både udføres online eller interaktivt i det fysiske rum. Svarene skal være synligt for andre, også hvis de lyder negative – så må vi arbejde derfra.

Amalie havde været på første modul af et markedsføringskursus på Biblioteksskolen, og havde bl.a. et eksemplar af “Festguiden” med, som Lisbeth Steckhahn fra Hvidovre Bibliotek står bag. Festguiden udkom som et tillæg til Hvidovre Avis og er et bud på anderledes biblioteksformidling – tillægget omhandler alle former for festplanlægnings-facetter og naturligvis med fokus på materialer man kan låne om emnet og arrangementer afholdt på bibliotekets matrikel.

Efter runden gik vi over til at snakke om dagens tema: Sælgermentalitet på biblioteket.
Her kom der rigtig mange forslag og formuleringer på bordet – her er et udpluk:

  1. Kend dine produkter, og ved hvordan du sælger dem bedst.
  2. Skab et fælles sprog omkring god service – det vil skabe en større professionalisering på området.
    • Gæst/kunde/bruger/låner – vi skal have ét ord!
  3. Målsætning: “Jo flere billetter jeg sælger, jo mere kan jeg lave det jeg synes er rigtig fedt”
  4. En god tjener kan redde en dårlig bøf…
  5. Gør noget til et fokusområde for at øge tilvæksten.
  6. Når man bliver registreret som låner, skal man tilbydes en rundvisning (?)

Vi opsummerede servicebegrebet sådan:
Kend dine produkter, Vær bevidt om teknikkerne, Hav personligheden med på arbejde!
Vi skal nedfælde vores servicepolitikker OG operationalisere dem!

Konkrete forslag til at øge sælgermentaliteten og korpsånden:

  1. Obligatoriske personaledage
    • Fælles identitet, fælles udtryk
  2. Introkursus ved nyansættelser
    • Kend dine kolleger (fx filialtur)
    • Kend politikkerne
    • Kend din organisation
  3. Opbyg fundamentet
    • Sammenhold, gensidig respekt, loyalitet
  4. Intern kommunikation
    • Vær bevidst om forskellen mellem ansigt-til-ansigt-kommunikation vs. mail-kommunikation
    • Hovedregel: Skriv aldrig en mail som du ikke ville kunne overlevere ansigt-til-ansigt.
  5. Ekstern kommunikation
    • Håndter læserbreve, henvendelser m.m. : Dræb “Vi tier det ihjel”-tanken
    • Lav officielle svar som ligger tilgængelige for alle
  6. Dresscode
    • Bør være entydig og nedfældet – ikke bare i rygteform.

Månedens målsætning:

Vi laver fælles keyhangers – en som alle kan gå med (og være bekendt at gå med…) og som vil symbolisere overfor husets brugere at vi tilhører organisationen og kan spørges – også når vi ikke er på vagt.

Deltagerne denne gang var Jens, Helle, Lotte, Sidse, Jan, Berit, Amalie og undertegnede.

Næste vokseværk er d. 7. maj og har trivsel, personalepleje og personalegoder som fælles tema.

Vokseværk i marts

Vokseværk i marts

2. runde

For at skærpe vokseværkets profil har jeg givet møderne temaer og denne gang var overskriften: Partnerskab og eksterne samarbejdspartnere. Programmet med check-in/bordet rundt, miniworkshop og brainstorming på dagens emne og check-ud/produktopsamling lå klart, men uforudsigelige sygemeldinger kom på banen og vi endte med at sidde 5 mennesker omkring bordet – det krævede en ny plan!!

Vi brugte formiddagens møde til en udvidet bordet-rundt og sparring på nogle ideer, ganske uformelt – jeg ridser de bedste ting op her:

Musikloungen

Måske er tiden inde for at vi i Gentofte skal kaste os over de tematiske biblioteksblogs. Flere andre biblioteker gør det samme med større og mindre succes (og indsats), og vi kunne godt trænge til en mere online formidlingskanal. Vi kan evt. lade os inspirere af Albertslunds Musikloungen eller Østerbro Biblioteks ombygningsblog. Blogs’ene skal være linket fra genbib.dk og være en kombination af uformelle indlæg om en fantastisk bog man lige har læst og længere formidlingsindlæg. Det ville være oplagt at lave bl.a. en litteratur- og en musikblog.

Jens fortalte om sin deltagelse i Internet Librarian konferencen i oktober sidste år og havde flere ideer med hjem. Internet Librarian
Bl.a. havde han deltaget i en workshop hvor bibliotekarer fra et norsk bibliotek fortalte, at de satte sig det kvantitative mål, at lave 10 brugerrettede ting årligt. Med ting menes der bl.a. facebook-applikationer, en databaseadgang via mobilen mv. Det kunne være sjovt at udvikle en Iphone-applikation, som kan berige låneren både igennem de lånte bøger han/hun har i sin biblioteksstatus, men også mens personen er i biblioteksrummet – igennem RFID-teknologien, både ift. navigation og inspiration. Der er vist ingen løsningsforslag på denne her indtil videre, men vi tænker videre…

Derudover blev der kastet flere mindre ideer på bordet:

  • Kan vi lave en inspirationsautomat med træk-en-bog-funktion? Inspireret fra en slikautomat med glasfront så man kan kigge på udvalget.
  • Lytteposter med lydbøger? Både til børn og voksne. På mit barndomsbibliotek fandtes der en stor højttaler, som man kunne sidde under og tegne mens man lyttede til Prop&Berta og andre sjove historier.
  • Bordfodbold i ungdomsafdelingen? I disse tider hvor der er så megen fokus på konsolspil, kunne det være sjovt at prøve at sætte et helt igennem gammeldags bordfodbold op og se om det ikke ville være et hit.
  • Borgerkursus: Hvad taler dine børn om? Skal vi holde et kursus for forældre hvor vi giver dem en introduktion til computerspillenes univers og hjælper med at svare på vigtige spørgsmål som: Hvad er forskellen på World of Warcraft og Warhammer?, Hvad er et adventurespil egentlig? og kan man få tennisalbue af at spille Wii?..
  • Gamernat med boardgames? Åbne biblioteket i aften/nattetimerne til en forsamling af gamere, der afholder turnering i fx Bloodbowl.

Signe kom for at få lidt sparring på nogle skrivekurser, hvilket ledte til en snak om vokseværks egentlige produkt.
Og selvfølgelig kan sparring være en del af produktet, sammen med videndeling og ideudveksling.
Evt. kan vi også holde vokseværk med længere oplæg, hvis man fx har været på en konference og har meget på hjerte.

Jeg håber vi ses til næste vokseværk fredag d. 6. marts.
/Marie

Næste gang:

Næste møde

Idéoutlet

På Vokseværk I var tiden knap, og før jeg publicerer de opsummerende tanker fra første møde, får I lige det oplæg jeg ville have underholdt selskabet med, hvis vi havde været bordet rundt.

Jeg var til camp i Roskilde d. 26. november: “Den sælgende kollega” som biblioteksudviklingskonsulent (selvvalgt titel) Lunde Ljungberg stod for. Lunde havde inviteret Henrik Rejsby, tidligere direktør for Inspiration i Roskilde. Han holdt et utrolig inspirerende oplæg. Jeg er kommet hjem med en bunke ideer, som nu står til afvejning: Kan de mon bruges eller ej?

Konkurrencerne:
Julekalender: Deltag i julekalenderen på biblioteket, jo flere bøger du låner, jo flere lodder har du i konkurrencen… Gad vide om teknikken kan bære det? Og når vi nu ikke kan nå det her i december, er dette så en konkurrence vi kan køre løbende?

Flickr-konkurrence: Tag med “Gentofte Bibliotekerne” og vind en præmie for det bedste biblioteksbillede.

Personalerettede konkurrencer: Vær bedre til at forkæle de ansatte igennem bl.a. en større mængde leg. Fx kunne man lave en konkurrence i bibliotekets indhold: Hvor står bøgerne om…?, Hvor mange år har biblioteket haft…? Spørgsmål der måske også ville bringe en god portion videndeling i spil.

Og resten af året:
Barnes&Noble, den store engelske boghandel, gør noget særligt ud af at præsentere deres gamle bøger, de sælger brugte bøger og klassikere under samlingen Rare Books.

Rare Books

Bibliotekerne er jo eksperter i gamle og sjældne bøger, og hvis vi kan præsentere dem lidt lækkert og eksklusivt, kunne vi måske endda få nogle af dem “solgt”.
I det hele taget mente Henrik Reisby ikke, at der var noget i vejen for at biblioteket solgte bøger. I stedet for at guide brugerne videre til Saxo, så sørge for at de blev på hjemmesiden og købte bogen hos os. Muligheden kunne fx præsenteres når en bruger gerne vil skrives op til den nyeste krimi af Camilla Läckberg og opdager at hun er nr. 117 i køen. Her skulle der så være en knap med muligheden for at købe. Og for at undgå det konkurrenceforvridende element, skulle materialerne altid kun tilbydes til vejl. pris.

Jeg er selv meget i tvivl om hvor jeg står i forhold til dette oplæg. Jeg kan sagtens se det smarte i at brugerne bliver i biblioteksregi både ved køb og lån, men samtidig vil jeg få sværere ved at forklare til politikerne at vores eksistensberettigelse kræver så megen offentlig støtte, når vi pludselig kan tjene vores egne penge. Jeg vil nok være gevaldigt bekymret for om det var lidt af en glidebane.

Til gengæld synes jeg sagtens vi kunne bruge Reisbys idé med at tænke bibliotekspersonalet som ekspedienter der har fokus på mersalg. Vi kunne nemt blive bedre til at stille spørgsmålet: “Hvis du er glad for den bog, tror jeg bestemt også du ville kunne lide…”

“Hvorfor beriger I ikke jeres varekort?”

Bibliotek.dk

Når man laver en simpel søgning i Bibliotek.dk får man en oversigt over et resultat. Her er ingen billeder og ingen visuelle effekter. Når man som bruger gerne vil vide mere om et materiale “folder” man posten ud og ovenfor er alt hvad der vises. Selvfølgelig er der mulighed for at klikke på links til andre relevante ting om netop denne forfatter, men det kunne jo være sjovt hvis der var genveje til forfatterens Facebook-profil, eller fuldtekst interviews, måske en endda noget andet end tekst…

Til fællesskabet
Og noget helt håndgribeligt; hvad med at ansætte en regional dekoratør? mange virksomheder har jo en dekoratør som er ansat til at vedligeholde udstillinger i mange butikker – vi kunne godt gøre brug af samme koncept. Og dermed slippe for flere udstillinger der indeholder nervøs velour…

Klogere på næste gang

Første vokseværk afholdt. Og allerede nu kan jeg drage nogle væsentlige konklusioner:

Det er vigtigt at alle deltagere kan være der under hele mødet.
– Det er i hvert fald væsentligt at mødet ikke slutter ½ time før fordi 5 ud af 7 skal til et andet møde. Det var ret ærgerligt at være nødt til at stoppe da samtalen var på sit højeste.

Næste gang skal check-in-runden være mere skarp.  Jeg synes det var perfekt at de fremmødte mødte motiverede frem, og det er en skam at skulle skære i folks engagement. Men på en time nåede vi ikke bordet rundt og flere nåede ikke at fremlægge hvad de havde med på mødet. Det betyder også at rammerne skal sættes på forhånd. Når man som deltager ved, at man kun har ml. 3-5 minutter at fremlægge sin inspiration i, så er man også tvunget til at være mere skarp i sin fremlæggelse.

Derudover skal udmeldelsen om grundlag for deltagelse meldes klarere ud. Flere har sagt at de meldte fra fordi de ikke havde været “ude af huset”, på kursus eller andet, og det er jo en skam. For døren står selvfølgelig åben for alle der har lyst til at deltage. Selvom man måske ikke lige har været på inspirationstur i den måned, kan man sagtens være interesseret i at lytte og kommentere på andres oplevelser – det kan andre også bruge til en hel masse.

Men det var et godt startskud og folk havde tydeligvis lyst til at dele ud af deres oplevelser – hvilket var rigtig spændende! Jeg glæder mig meget til næste gang, til et endnu skarpere vokseværk.

Hvad er det?

Vokseværket er Gentofte Bibliotekernes nye interne netværk. Og denne blog er kort fortalt netværkets forlængede arm.

Invitationen til netværket lyder som følger:

Har du i indeværende måned været ude af huset, på temadag, kursus, workshop eller bare ligger inde med en god ide, så meld dig til månedens Vokseværk hos muh@gentofte.dk, og kom til morgenkaffe og videndeling i mødelokale 1 torsdag d. 4. december kl. 9.

Kravet til fremmøde er, at du har været ude af huset og/eller er blevet inspireret – jeg forventer ingen færdige udviklingsstrategier, jeg forventer bare at du fortæller om din inspiration/dit kursus. Konceptet er, at vi i netværket skal brainstorme i fællesskab. Nogen gange går du hjem med fornyet viden om kollegernes gøren og laden, andre gange er du med til at udvikle nye ideer, som vi kan arbejde videre med på biblioteket.

Formen
Vi starter hvert møde med en runde hvor alle fortæller hvilke ideer de kommer med, og/eller hvad de har med hjem. Dernæst starter den del af mødet, der bliver afvekslende fra gang til gang, men med den brogede overskrift: brainstorm, videndeling og forslag til udvikling.

Og herfra starter det…

Højdepunkterne fra de månedlige møder bliver publiceret her, og jeg håber at alle medarbejdere på Gentofte Bibliotekerne på et tidspunkt vil kommentere og komme med nye ideer og skæve inputs. Sådan er siden her tiltænkt.